Oktober, 2023
Jeg er ikke den store forbruger af tutorials. Først og fremmest er jeg den boglige type, som indlærer bedst gennem tekst. Desuden er jeg fra en tid hvor der ikke fandtes online-ressourcer; Skulle man få noget til at fungere, måtte man igang med manualen eller man kunne være heldig at nogen i ens omgangskreds besad den viden som man søgte.
Var ingene af delene tilgængelige måtte man jo bare prøve sig frem.
Jeg er jo heller ikke naiv. Det er mere overskueligt at sidde med et enkelt stykke software til en Amiga, Commodore 64 eller PC og et program som man vil mestre. Der er kommet så uendeligt mange teknologier i dag, at det kan være svært at vide hvor man skal starte. Derfor kan en tutorial være et godt alternativ til manualerne, idet en god en af slagsen kan give et indblik i en given metode, teknik mv. Ultimativt kan den skabe overblik over, hvorvidt indholdet er noget man vil gå videre med eller ej. Et visuelt medie er genialt til den slags. I weekenden ville jeg prøve at følge en tutorial i three.js inde på Awwwards som i min optik står for kvalitetsindhold. Desværre er det ikke helt tilfældet med deres kurser.
Lad mig først komme med lidt baggrundsviden om mine kriterier for tutorials og de standarder jeg sigter efter. Første gang jeg prøvede en "tutorial"(som snarer var en online-uddannelse med mødetider og sparring med rigtige mennesker) var på et kursus i 3D math for visual effects og et et i Procedural Modeling in Houdini gennem Vizy Acky i Savannah, TX, som Garman Herigstad udbød i 2008.
Det var nogle meget omfattende kurser, som indeholdt alt fra hvordan man skrev gode noter til manipulering af geometrien til research af sky-fænomener. Man startede med en grundig inføring i de forskellige discipliner og byggede stille og roligt på. Læg dertil at Garman er en enorm dygtig formidler, som går rigtig meget op i at kursisterne kom godt igennem. Jeg taler af erfaring, da jeg nok har brugt 18 år på at studere: online-kurserne på Vizy Acky i 2008 står som de allermest udbytterige og inpirerende kurser, jeg har deltaget i.
Online-undervisning og tutorials kan absolut være rigtig gode. Problemet som er imidlertid, at tutorials(i hvert fald inden for programmering og 3D) er blevet en industri, hvor man først og fremmest kæmper om brugernes opmærksomhed og økonomi. De gode platforme er blevet opkøbt af fx LinkedIn, Pluralsight etc. som har strømlinet undervisningen og gjort den ensartet og kedelig.
Gennem tiden er jeg selv blevet spurgt om jeg ville lave tutorials for hhv et større medie og organisation. Det var først og fremmest kassetænkning, hvor jeg højst fik 6 minutter pr video, fordi kunderne havde travlt. Men hvis man har alt for travlt så skal man måske slet ikke sætte sig med en tutorial til at starte med? Hvis ens hjerne bare tænker på at komme videre og at der skal ske noget nyt, så er forudsætningerne for indlæring, og et frugtbart udbytte af en undervisning, allerede dårlig fra start. Jeg har altid valgt at takke nej til at lave tutorials for andre.
De gode, helhjertede, tutorials findes derude, men de forsvinder helt klart i junglen af alt muligt andet lort. Min oplevelse med 3D er at der skete et eklatant brud omkring 2012-13 hvor YouTube voksede sig stor og flere og flere tutorials drænede synergien mellem brugere og undervisere. Det er min oplevelse gennem dygtige undervisere i mit netværk, at mange ikke gider at deltage på de præmisser som hersker i dag. Der skal være fart på og gerne ligne et mix af 90'ernes MTV og Bubbers badekar. Det er blevet en popularitetskonkurrence frem for seriøs formidling.
Når jeg taler med mine kursister fortæller de ofte om outdatede tutorials, som de kører sur på. Især indenfor 3D software skifter man tit interface. Jeg oplever det især i Blender, hvor der kan være store udsving fra version til version.
Der er uden tvivl benhård konkurrence om brugerne. I øjeblikket skal al software have integreret en feature med AI. Desuden skal der helst være en anden niché-ting som en software skiller sig ud på. Det er ikke altid at underviserne har lige godt styr på de nye features, men da konkurrencen om at skabe nye tutorials er hård, skal folk jo nærmest have noget klar og en mening om en teknologi på samme sekund som den bliver tilgængelig.
Konkurrencen mellem udbydere af tutorials skaber en manglende dybde i indholdet, fordi det først og fremmest er vigtigt at holde på brugerne.
Konkret oplevede jeg en enorm rodet struktur på Awwwards-kurserne. Underviserne brugte lang tid på ligegyldige emner om eksempelvis deres egne bedrifter i erhvervslivet, mens der fx blev skøjtet let og elegant hen over modulerne i npm samt deres valg af differenteret kodepraksis. Derudover gør man sig ikke det besvær at slette en optagelse og lave en ny. I stedet måtte jeg sidde og vente på at de fik fiflet sig frem til hvad der var gået galt i deres egen kodning.
Jeg må jo erkende at jeg netop har spildt et par timer af mit liv på en virkelig dårlig tutorial-oplevelse og er blevet et par hundrede kroner fattigere.
I stedet for at følge den pågældende tutorial, gik jeg ind på three.js og læste manualen, som gav et fint indblik.
Under alle omstændigheder er det ærgerligt, at læringsoplevelserne med tutorials er så utilstrækkelige. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om det i sidste ende skræmmer nye og yngre folk væk inden de overhovedet gik i gang.
Skriv her__